|
Øresund Entrepreneurship Academy arbejder med entrepreneurship på videregående uddannelsesniveau i Øresundsregionen. Øresund Entrepreneurship Academys funktion er at fremme udbudet og mulighederne for entrepreneurship-undervisning på de 12 universiteter, som udgør Øresundsuniversitetet. Entrepreneurship er grundlaget for opstart af virksomheder, og ved at sætte fokus på området i en undervisning med forankring i praksis hjælper vi med at opfylde de regionale såvel som de nationale målsætninger for viden, selvstændighed og vækst.
Vision
Øresund Entrepreneurship Academy tilstræber at blive et internationalt anerkendt akademi for entrepreneurship. Vi ønsker at forene transnationale kræfter og skabe et stærkt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne i Øresundsregionen. Vores mål er at udbyde konkurrencedygtige uddannelser indenfor iværksætteri.
Øresund Entrepreneurship Academy vil desuden bidrage til værdiskabelse i regionen ved at øge antallet af studerende som starter egen virksomhed og skaber innovation i erhvervslivet. Vi vil give dem de bedst mulige kompetencer til at drive en succesrig forretning med afsæt i Øresundsregionen.
Mission
Vores mission er at opbygge Øresundsregionen som en international hjørnesten indenfor uddannelse og forskning i iværksætteri. Med et forretningsorienteret og kreativt skabende perspektiv, arbejdes der efter international best practice.
Forudsætninger
Idéen om Øresund Entrepreneurship Academy har altid bygget på følgende forudsætninger:
-
Projektet omkring Øresundsuniversitetet bygger på dansk-svensk samarbejde, velforankret i de respektive miljøer.
-
Akademiet skal medvirke til at muliggøre en praktisk funderet iværksætterdimension til flest mulige uddannelser indenfor Øresundsuniversitetet.
-
Et initiativ, der støttes af Akademiet, skal være praktisk indrettet således at det opererer i nært samarbejde med såvel store som små virksomheder, innovationsmiljøer og forskerparker.
-
Akademiet skal sikre, at studerende via egen indsats - og tilbud om de bedste fag - får mest mulig entrepreneurship mæssig tilgang ud af deres ophold på et universitet. Dette kræver koordinering, evaluering og opgradering af uddannelsestilbud – det skal være noget, der er fokus på både hos de studerende, i universitetetsverdenen og fra politisk side.
Mål
Allerede i dag tilbyder en stor del af universiteterne og de højere læreranstalter i Øresundsregionen kurser og fag inden for entrepreneurship, dog med stor variation i indsats og udbud mellem de forskellige institutioner. En koordinering af regionens nuværende tilbud vil derfor være til gavn for såvel uddannelsesinstitutioner som studerende, samt skabe et stærkere samarbejde bl.a. omkring udvikling af nye kurser/uddannelser. Øresund Entrepreneurship Academy søger at forene stærke kompetencer og erfaringer med den iværksætterundervisning, som regionens højere uddannelsesinstitutioner repræsenterer. Målet er at skabe et akademi, som er solidt funderet i Øresundsregionen, og som, med udgangspunkt i de eksisterende uddannelsesinstitutioner, formår at udvikle og udbyde nye iværksætteruddannelser. Vi ønsker at nå målet i tæt samspil med det regionale erhvervsliv, sådan som både studerende, OECD og politikere har udtrykt ønske om. Øresund Entrepreneurship Academy søger desuden at skabe samarbejde og hente international inspiration også uden for Øresundsregionen
Målet er således:
-
At etablere et internationalt anerkendt Akademi for iværksætteri, som forener de transnationale kræfter og skaber et stærkt samarbejde mellem universiteterne i Øresundsregionen om at udbyde konkurrencedygtige uddannelser i iværksætteri.
-
At Akademiet bidrager til værdiskabelsen i regionen ved at øge antallet af studerende, som starter egen virksomhed og skaber innovation i etablerede virksomheder. De studerende skal have de bedst mulige kompetencer til at drive en succesrig forretning med afsæt i Øresundsregionen.
-
At akademiet indgår konstruktivt i de innovationsmiljøer, som bygges op på begge sider af Øresund, således at der skabes merværdi for alle parter.
Regionen indeholder et stort potentiale, men det aktualiserer ikke sig selv. Derfor er et initiativ som Øresund Entrepreneurship Academy nødvendigt som et værktøj til at koordinere og fremme mulighederne. På sigt bør Øresundsuniversitetet, via Øresund Entrepreneurship Academy, fremstå som en international ”hotbed” for innovativt og vækstbaseret entrepreneurship. Ambitionen er at være international inspirationskilde for både studerende og forskere.Derfor er det naturligvis vigtigt, at Øresund Entreprenuership Academy til stadighed også selv lader sig inspirere af international best practice. Det bør også være en grundsten altid at bygge ud fra Øresundsregionens unikke muligheder, rammer og kultur.
Endelig skal Øresund Entrepreneurship Academy fokusere på at møde de studerende der, hvor de er, og med de behov, de har. Specielt skal der tages udgangspunkt i den store iver, lyst, iderigdom og samarbejdsvilje, som er kendetegnende for regionens studerende. Akademiet skal sikre en langtidsholdbar, løbende udvikling og udbygning af entrepreneurship-indsatsen blandt Øresundsuniversitetets medlemsinstitutioner.
|